Jeg er imod.

Jeg er forvirret, træt og glad.. og vejen hjem,
Den bliver mindre og mindre, for hver en tanke, som forsvinder
med hvert skridt jeg tager. For hver gang jeg går, så går de heldigvis med.
Hvorhen? Det ved jeg ikke, men vil gerne vide det. Jeg ønsker ikke at
vide alt, intet eller bare lidt? Men jeg vil bare så gerne vide hvor jeg skal hen.

Jeg var altid den første, som hun sagde farvel til. Den første hun krammede, og kiggede dybt i øjnene. Den første som fik de pink’e ærmer, lagt blidt rundt om kroppen. ”Vi ses” sagde hun altid, og hendes øjne fjernede sig aldrig fra mine, før hun havde sagt det. Så gik turen videre til de andre, men ingen fik samme varme, og tid, som jeg fik. Sådan var det hver dag, efter skole.
Jeg var kun lige begyndt på min lektier, da jeg så hende igennem mine blå persienner. Igen. Den pink’e trøje cyklede stille og roligt forbi, oppe på fortovet. Solen skinnede på hendes ansigt, og jeg kunne igen mærke varmen stige i mig. Så fik jeg et chok, og farede sammen, da en pludselig banken på døren, skar gennem luften. Min mors kedelige, grå sweater kiggede ind igennem døren. ”Dine venner er lige kommet, skat” sagde hun, og smilede et kedeligt smil. ”Bare send dem op, mor” svarede jeg, og hun lukkede stille døren. Jeg kunne høre hendes trin ned af trappen, og lyden fra venner, der snakkede gik modsatte vej. Jeg kiggede ud igennem de blå persienner igen. Den pink’e sweater var væk, men jeg vidste hun havde kigget efter mig. Det gør hun altid. Jeg kiggede mig i spejlet, og kiggede ind i mine egne, store, grønne øjne. Ingen trøjer er grønne, kun øjne. Min dør åbnede, endnu en gang, og mine venner gik ind, og smed sig på min seng. ”Er du med på at rulle en tur?” grinede en af mine veninder, mens hendes sorte, ærme pegede over på mine rulleskøjter. ”Gerne” svarede jeg. Vi gik ud, og jeg lagde rulleskøjterne ned i den flettede kurv på min cykel, og så cyklede jeg af sted. Stedet hvor vi plejer at rulle ligger faktisk lige nede om hjørnet, men vi skal måske videre indtil byen. Faktisk var stedet lige udenfor den pinke’e sweater.
Igen, det lange kram, som ingen andre fik, og varmen der steg op i mig, når hendes bryster blev klemt ind imod min krop. Igen, det faste blik, et nærmest søgende og nervøst blik. Så slap hun, og turen gik videre som altid. Og igen var jeg den eneste, der fik den varme, og tid.
Det var for meget, og alt for vildt. Jeg kunne da ikke have følelser for en pige? Min make-up løb ned over kinderne, og mit spejlbillede græd. De store, grønne var nu helt røde, og opsvulmede. Jeg drømt om den pink’e sweater hele natten, og det var ikke ligefrem en ordentlig drøm. En drøm er nu bare en drøm, men problemet var varmen i maven, da jeg vågnede, og smilet på mine læber. Som et klik, slog min hjerne tilbage, og den mørkerøde bh i spejlet, græd over de forkerte tanker, og de pinlige sandheder. Det var fredag, og min far ville snart komme og hente mig i hans grå bil, og hans sorte jakkesæt. Fint presset, og uden folder. Hun havde lært og være fint presset, og uden folder. Spejlbilledet græd endnu mere.
Tårende stoppede, og forvandlede sig til den uudholdelige følelse i næsen, så man på ingen måde kan trække vejret, og nyde luften strømme gennem ens lunger. Så selvom at tårerne var væk, hulkede jeg stadig, og kæmpede for at styre min ellers så flotte stemme. Jeg kæmpede med eye-liner og mascara, for at redde mine grønne øjne, og jeg trak en brun trøje, ned over min krop. Jeg redte mit lange, røde hår. Så ringede det på døren.

”Sikkert min far” tænkte jeg, og tørrede mig under øjnene en sidste gang. Så gik jeg ned af trappen, og mine fodtrin var lige og perfekte. Ingen sure tæer. Da dørhåndtaget gled ned, og døren åbnede så jeg den smukkeste pink’e sweater, jeg nogensinde havde set.
Ord var ikke nødvendige og tid, skænkede jeg ikke en tanke. Mine læber rørte bare hendes, og alt var lige meget. Den pink’e sweater gled af helt af sig selv, og mine hænder rørte hendes bløde bryster. Alt var rigtigt, og intet var forkert, der halv-nøgne i gangen. Endelig følte jeg ingen skam, over min kærlighed til hende, for det var det det var. Jeg hviskede hende i øret, at jeg tit havde set hende udenfor. Det lød som noget fra en dårlig film, og vi grinte begge. Ikke den skræmte latter, heller ikke den pinlige. Ikke den falske, eller den ligegyldige. Vi grinte den latter, som man griner halv-nøgne i en gang. Den helt rigtige latter.
Ligesom vi var på vej op, stod pludselig min far i døren, og vi farede sammen. På et halvt sekund fik jeg både kvalme, og ondt i hovedet og mine øjne stod i vand. Hun kiggede mig dybt i øjnene, som om hun grinte, men jeg gjorde alt andet. Jeg hviskede i forvirring, at hun hellere måtte gå hjem, at jeg intet ville med hende, og at det hele var en fejl. Men der var hun allerede på vej udenom min lamslåede far, og ud gennem døren, ud i den grå verden. Væk fra mig, væk fra kærligheden, og væk fra den helt rigtige latter. Jeg mærkede den pink’e sweater, stadig var i min hånd. Jeg kiggede på min fars grå, velpressede ærmer. Fint presset og uden folder. Jeg var krøllet, ødelagt, og med 1000 folder. Jeg løb op af trappen, op i min seng, smækkede døren. Jeg nåede lige og høre nogle forvirrede fodtrin, på vej op af trappen. Jeg kiggede ud af vinduet, og nåede kun lige og se en halv-nøgen krop løbede grædende bort. De blå persienner var i vejen for hendes øjne, men jeg vidste hvad de viste.
Jeg væltede om på sengen, halv-nøgen, sårbar og med en pink sweater knuget tæt imod mit bryst.

Moderen kaldte på Frida inde fra stuen, da hun trådte ind ad hoveddøren og tørrede snesjappet af de beskidte gummisko. Hun vred den tykke vindjakke af sin lille, spinkle krop og adlød så moderens kalden fra den lyse stue.
”Hej mor. Jeg vil gå ovenpå og lave lektier,” sagde Frida, og drejede så om på hælen, for at begive sig op ad de slidte trappetrin og ind på det store, blå værelse. Ind i sikkerheden.
”Skat, skal du ikke mødes med nogen veninder? Jeg kan altså ikke lide, at du altid går alene for dig selv,” sagde hun med sin blide, pædagogiske stemme.
Frida trak på skuldrene og forklarede så, at hun skulle skrive en fysikrapport, og at den var meget vigtig.
”Men så tag i det mindste lidt at spise, skat.”
Køkkenet var stort, landligt og hyggeligt. Solen var begyndt at skinne lidt mere hen ad eftermiddagen, og man kunne se strålerne titte igennem de gammeldags ruder, som fik solen til at danse på det varme klinkegulv. Køleskabet bugnede af en masse forskellige madvarer, lige fra sund til fed mad. Frida tog to stykker toastbrød fra brødposen, og smurte dem med faste, hurtige tag. Hun lagde ost og skinke imellem, og placerede brødet i toastmaskinen. Mens hun ventede på, at den blev lavet færdig, hældte hun en kop kakao op og tog en enkelt småkage. Mums, mor havde bagt de lækre med chokolade- og mandelstykker igen. Det var hendes yndlingssmåkager. Duften af den smeltede ost spredte sig i køkkenet, og med ét kom Frida til at tænke på de stakkels, fattige, sultne børn i Afrika. Hun slukkede hurtigt for toastmaskinen, for derefter at smide brødet i skraldeposen og hælde kakaoen ud i vasken. Imens hun skrabede lidt smeltet ost af maskinen, begyndte hendes mave at rumle. Hun var også selv sulten, men det kunne umuligt være ligeså slemt som børnene fra Afrika havde det! Hun ignorerede mavens klagen og gik med hurtige skridt ovenpå, for at begynde på fysikrapporten.

Mads havde fødselsdag, så han havde købt flødeboller til klassen, som han skulle dele ud i klassens time næste dag. De sang fødselsdagssang og råbte hurra, og han fik lov at vælge, om de skulle lege. Det var som om, de stadig gik i første klasse altså. Efter de havde leget ’Byen Sover’ i en halv time, gik Mads rundt med flødebollepakken. Som den nærmede sig Fridas plads, begyndte hun at kunne dufte den søde duft af guffet og chokoladen. Hun funderede længe over, om hun skulle vælge med eller uden kokos, og da det blev hendes tur, tog hun én med kokos, som hun hurtigt gnaskede i stykker. Mens hun lod chokoladen smelte på tungen, fortrød hun, at hun havde taget en flødebolle. De afrikanske børn havde helt sikkert aldrig fået valget mellem med eller uden kokos! Hun kunne ikke være bekendt at æde sådan nogle ting, når der var folk, der havde mere brug for mad, end hun havde! Hun havde ikke fortjent det. Havde hun måske gjort dagens gode gerning? Nej. Da Frida sank den sidste bid af flødebollen, kunne hun mærke, hvordan maven arbejdede med fedtet nede i maven. Det ville helt sikkert sætte sig som en fedtklump lige på lårene eller måske på halsen. Ad.
Da hun var cyklet hjem fra skole, drak hun et glas saftevand, gik ovenpå og fandt de bøger, hun havde lånt sidste uge om den globale opvarmning. Hun havde brugt dem til et projekt, og nu skulle de afleveres tilbage. Hun foldede æseløret, som hun havde lavet i én af bøgerne, ud, puttede den i tasken og kastede et blik på de to andre bøger, der skulle afleveres. Noget indeni hende sagde, at hun skulle efterlade dem på skrivebordet. Så kunne hun nemlig køre frem og tilbage hele tre gange. Smart.
Mens hun mærkede pulsen stige i takt med, at hun trampede hurtigere og hurtigere i pedalerne, følte hun sig så uendeligt vindende. Hun følte, at hun kunne styre og kontrollere alle ting i verdenen.

Hvorfor jeg gjorde det?
Jeg ville passe bedre ind i mængden.

61,2 kg. De mørke tal talte sit tydelige sprog den morgen, hvor foråret endelig var ved at blive skudt i gang. Frida blev for et kort øjeblik blændet af strålerne fra forårssolen, som brød igennem skråvinduets glas, og i starten kunne hun ikke engang se, hvad vægten viste, fordi lyset var så kraftigt denne søndag i marts. Hendes øjne vænnede sig efterhånden til den fornyede sommersolskinskraft, som havde fået hendes mor til at bryde i sang, og hendes lillebror til at vågne usædvanligt tidligt. Det var, som om tallet på vægten blev tydeligere og tydeligere, for til sidst nærmest at eksplodere i Fridas øjne. Uden hun kunne gøre for det, brød hun i tårer med ét, da vægten slukkede af sig selv, fordi hun havde stået stille så længe og bare stirret. Det kom som et chok. Et virkelig stort ét af slagsen. Sidste vejning havde været ved sundhedsplejersken i 7.klasse sidste år. Hun kunne ikke huske det præcise tal, men det havde da været omkring 50 kg.? Det burde ikke være lovligt at tage så meget på, så hurtigt. De afrikanske børn er alt for undervægtige. De tager sgu nok ikke 11 kg. på på et sølle år?
Moderen kaldte til morgenmad ude fra køkkenet, for om søndagen var fast hyggedag for familien, og hun havde sikkert lavet det helt store morgenbord med rundstykker, varm kakao, brunsviger, te, marmelade, diverse oste – præcis som hun plejede at lave det. I samme sekund som moderens bløde stemme kaldte, mærkede Frida en ekstrem sultfølelse. Det var, som om maven krampede, og for at holde smerten ud, krøb hun sammen til en lille kugle, akkurat som en bænkebider ville gøre det. Det var efterhånden noget tid siden, hun sidst havde fået et ordentligt måltid. De sidste to uger havde mest bestået af vand og frugt.
Hun frotterede sit hår en ekstra gang, så det ikke dryppede så slemt, trak i de forvaskede cowboybukser og den slaskede trøje, hun havde fået af farmor for et par år siden, for så at bevæge sig ud i køkkenet med tunge, langsomme skridt.
”Mor, jeg er altså ikke så…” begyndte Frida, men stoppede så midt i sætningen, da hun så moderens irriterede blik.
”Sæt dig nu bare og tag et enkelt rundstykke.”
Frida tøvede, men gjorde, som hun blev bedt om. Hun delte det i to halve med brødkniven, og smurte den ene med hindbærmarmelade, hvorefter hun omhyggeligt skrabede det overflødige af, som satte sig i klumper. Det var lige med fedme, hvis hun spiste det.

Hun levede sig ind i rytmen, der blev skabt af hendes fødder, som smækkede ned i jorden. Højre, venstre, højre, venstre. Rytmen fik hjertet til at dunke, blodet til at pumpe, fedtet til at forsvinde. Da hun bevægede sig fra asfalten og ind på den ujævne sti, skiftede lyden af fødderne. Skoene sad ikke rigtig godt. De gnavede lidt i hælen, men det var ikke grund nok til at stoppe. Hun måtte spare sammen til nogle nye. Lige nu handlede det bare om rytmen. Højre, venstre… Hun satte farten en anelse op, og i takt med at fødderne klaprede hurtigere mod jorden, blev hendes åndedræt også vildere. Bare lidt længere. Hun kunne næsten ikke mere, men hvis hun stoppede nu, ville det hele blive ødelagt. Med ét var Frida ved at snuble, da en gren på mystisk vis havde viklet sig ind imellem hendes ben. Hun genvandt balancen, men bandede alligevel. Ikke af den dumme gren, men af sig selv. Hun havde lige ødelagt det. Hun besluttede sig for at løbe tilbage ad samme vej, og så vende om længere henne, så hun lige kunne få en kilometer længere.
Hun kunne svagt skimte det tilmossede hustag for enden af den lange vej, og hun satte farten op de sidste par hundrede meter, så forbrændingen lige fik et ekstra spark.

Hvorfor jeg fortsatte?
Rytmen sad fast i benene, boede i benene, bestemte over benene.

Frida vippede med blyanten, mens hun tænkte over matematikken. Hun kunne ikke koncentrere sig om det skide regnestykke; maden, kalorierne, motionen fyldte hendes tanker. Sulten. Den forbandede sult. Skyldfølelsen.
Uden hun ville, gav hun slip på blyanten, lod den falde med en dump lyd ned på matematikbogen, skubbede stolen ud, lod den ligge, da den væltede, bevægede sig med faste, men alligevel usikre skridt hen ad gangen, ned ad trappen, og ind i køkkenet, hvor Frida stoppede foran køleskabet. Alt indeni hende råbte nej, men hun lyttede ikke til stemmen – stemmen, der sagde, at hun blev fed, at kalorierne var i køleskabet, at det var forbudt område. Hun tog fat i håndtaget, og følte sig underligt, men godt til mode, da lyset i køleskabet blinkede en gang, og derefter lyste op for hende.
Hun tog grådigt for sig. Alt. Alt, hvad der var. Spiste. Åd. Det gjorde ondt i maven, men hun fortsatte alligevel. Blev ved. Spise, spise, æde, æde. Hun stoppede ikke, før køleskabet var tomt.

Hvorfor jeg gjorde det?
Jeg havde et hul i maven.

Hullet i maven blev ikke mindre af maden, tværtimod. Maven føltes bare ulækker, tyk, frastødende. Hvorfor kunne hun ikke styre sig selv? Hun fik med ét dårlig samvittighed.
Da hun så sig selv i badeværelsesspejlet, blev hun fyldt med væmmelse. Fedt, fedt overalt. Dette var virkelig ikke i orden.

Der lå en saks på bordet – hvorfor den lå der, vidste Frida ikke. Det gjorde den bare. Uden at vide hvorfor, tog Frida den, kørte den over håndryggen. En lille ridse viste sig. Frem og tilbage, saksen ridsede huden i stykker, små bloddråber formedes og bristede, så blodet løb.

Maden. Maden må op, væk, ud. Det føltes underligt at stikke fingrene i halsen, men alligevel vidste Frida, at det var det eneste rigtige. Der skete ikke en skid, andet end at der var spyt over det hele, utroligt meget af slagsen. Hun vaskede hænderne, pillede den skorpe, som havde dannet sig på håndryggen, af, og så blodet pible ud af ridserne. Det var på en eller anden underlig måde smukt. Men med ét gik det op for Frida, hvor tykke hendes fingre var. Små pølser. De kunne ikke finde ud af andet end at skovle ind. Mad, mad, mad. Kalorier, kalorier, kalorier. Føj! Alt det fedt. Det er jo overalt.
En duft bredte sig ind igennem vinduet. Naboen grillede sikkert. Frida skyndte sig at lukke vinduet omhyggeligt til, så kalorierne ikke kunne slippe ind til hendes i forvejen fede krop.
Hun bukkede sig igen over toiletkummen, og denne gang lykkedes det – hun kastede op. Maden kom op i ulækre klumper. Gentagelse, gentagelse.

Hvorfor jeg gjorde det?
Jeg så ingen anden udvej.

Vinden puster til græsstråene, de vejer fra side til side. Et tyndt, vissent strå knækker over.

Noveller
Mor kom hjem omkring middagstid. Da hun mærkede, at der ikke lugtede af påbrændt mad, vidste hun sikkert, der var noget galt. Hun vidste nok bare ikke hvad, der var galt. Så kom hun slæbende ind i stuen iført arbejdstøj (høje hæle, kort nederdel, skjorte) og det hele, og min far mumlede noget om, at hendes far var død. Hun var stille, hun skreg, hun græd – og så var hun stille igen. Imens sad jeg på skamlen og var begyndt at synes, at morfars lig lugtede af svinelever.

Mor klukkede. Far tog sine bilnøgler og gik ud for at køre en tur i den nye bil. Mor klukkede igen, og jeg besluttede mig for at overnatte hos Hak. Jeg gemte de fleste køkkenknive og barberblade og gik ud af døren. Hak var på daværende tidspunkt tolv år og så tæt på at være usynlig, som han nu kunne blive. Med alderen blev han tydeligere, men på min morfars dødsdag var Hak godt usynlig – han var fed og lasket og snotforkælet, han havde en irriterende snaksalig personlighed og havde lært DOOM-labyrinterne udenad – han var usynlig. Jeg tog hjem til ham og nød hans usynlighed. Med korte mellemrum nikkede jeg til hans talestrøm, og Hak blev glad nok til, at det kunne smitte af på mig. ”Jeg har fået et nyt spil,” sagde han. ”Jeg er kommet halvvejs. Jeg tror, jeg kan opgradere min mage til at blive en korsridder, men jeg er ikke sikker, fordi hele lortet står på russisk, og jeg kan jo ligesom ikke russisk. Hvad tænker de spilproducenter også på, det er jo dårlig service, det her.” Og jeg nikkede, og usynlige Hack blev glad. Omkring klokken et om natten fandt jeg ud af, at jeg alligevel ikke ville overnatte der. Jeg løb over vejen og skød genvej mellem et par buske og en ukendt persons (Hr Crosse, en gammel franskmand) have. Det var lige pludselig meget vigtigere at komme hjem. Senere i livet ville jeg lære, hvilken stor rolle den sjette sans spiller i vores liv – den minder os om at forhindre de ting, der allerede er sket. Mor lå på morfars værelse. Hun lå egentlig ikke rigtigt, hun var mere lidt over det hele. Hendes kropsdele lå på morfars værelse, og jeg kunne tydeligt se, at hun heller ikke var særlig god til selvmord. Livet er virkelig bare noget lort.