Her kan du indsende eller læse gratis noveller af enhver art.
Vores tjeneste er 100 gratis.
Vi arbejder på at gøre systemet så brugervenligt og frit som muligt. Samtidig med at du indsender noveller kan du også give kommentarer til de andres noveller. Som du kan se har vi nedenfor optillet en afstemning. Her kan du klikke på den novelle, som du synes er bedst. Hver noveller har et nummer øverst til højre.
Alt indhold er tilladt, men vi forbeholder os retten til at fjerne indhold uden videre forklaring. Ikke at der er nogen særlige krav til novellernes kvalitative sider.
Loading ...
Stines novelle-bidrag:
Kun en pige!
Hun kom cyklende ned ad vejen ned mod husene på sin grønne bedstemorcykel. De kedelige grå huse stod langs vejkanten, som de altid havde gjort og lagde en skygge over en stor del af vejen. Solen var ved at gå ned, og det blev langsomt mørkere, jo tætter hun kom på sit hjem. Hun trådte roligt i pedalerne, som fik cyklen til at bevæge sig langsomt fremad og pustede en pink tygge-gummiboble, som lidt efter sprang med et lille knald. Hun så sig derefter lidt omkring. Der var ingen at se på vejen eller i haverne rundt om. Hendes læber formede sig i et ligegyldigt smil, og hun stoppede cyklen endnu 100m fra det første grå hus. Hun smed cyklen fra sig, og satte sig i græsset. Græsset var fugtigt, men hun tog ikke notits af det. Hendes sorte hår hang ned af ryggen på hende, og hun bed sig let i læben som hun altid gjorde, hvis noget gik hende på. Hendes blå øjne stirrede ned på sine stribede sko og strømper, og hendes armbånd raslede i takt med, at hun gav sig til at pille ved sine snørebånd. Hun sukkede lavt og trak et lille stykke glas op af lommen fra den sorte nederdel. Hun tog et fast tag og skar så et lille snit i hendes overarm ved siden af de andre. Der var med tiden kommet en del mærker fra knive eller andet skarpt. Klokken var kvart over otte. Hun rystede opgivende på hovedet og tørrede lidt af blodet fra overarmen væk.
Hele denne måned var gået så stærkt, at det var til at brække sig over. Alt det med Martin og hans nye pige! Hun fnøs. Hvis han var ligeglad med hende, så skulle han da bare have lov til det! Hun lukkede øjnene i. Tankerne om rigtig og forkert væltede igen ind over hende. Et billede, af hvor hun stod foroverbøjet ned over toilettet og sendte en stråle ned i, tonede sig frem i hendes hoved. Et nyt billede overtog. Det var sommer. Cathy og Martin stod i græsset. Martin holdte om hende! Hans tjavsede, lyse hår strittede til alle sider som sædvanlig og hans blå, krystalklare øjne så ind i hendes. Han hviskede noget i hendes øre, og hun lo en dejlig og frydefuld latter. Hendes hår var lysebrunt og havde små søde krøller i. Det var inden hun farvede det sort. Hendes tøj var også anderledes. Hun gik i normale lav taljede jeans og havde en blå T-shirt på. Han prikkede hende i siden, og hun puffede blidt til ham og lo igen.
Hun åbnede øjnene igen. Intet var sådan mere, og sådan ville det nok heller aldrig blive. Hun rejste sig, tog cyklen og cyklede langsomt hjem.
Efter hun havde sat cyklen ind i skuret, låste hun hoveddøren op og gik ind. Duften af rengøringsmiddel slog hende med det samme i møde, og hun lukkede døren efter sig. Gangen var cremefarvet, og gulvtæppet var for nylig støvsuget. Hun gik med bevidste skridt igennem døren, gennem det lille køkken og ind på sit værelse. Hun smed skoletasken på gulvet og tændte lyset. Værelsets tappet var i en mørkegrøn farve, og gardinerne var trukket for. Sengen stod langs væggen. Overfor, ved den anden væg, stod en kommode, og ovenover hang et spejl. Hun gik over og stod med fronten imod det. Hendes blege yndige ansigt kom til syne. Huden var fin og glat, og hendes øjne var blå og kølige. Hun trak lidt op i blusen, så kun hendes mave kom til syne. Hun rynkede på brynene og drejede sig, så hun stod med siden til. Hun så på hendes mave. De andre piger sagde hun var for tynd, undervægtig, syg osv. Hun skar en grimasse og lod T-shirten falde på plads igen. Hun var fed! Hun vidste det. Vidste at de andre var misundelige på hende. Hun kunne styre sin vægt! Hun så ind i sit spejlbilledes klare, blå øjne. ”Fed”, mumlede hun for sig selv og med afsky i stemmen. Hun vendte sig om og gik ud i køkkenet, hvor hun åbnede køleskabslågen. Hun stirrede på hylderne uden rigtig at finde noget. ”Jeg har ikke godt af det!”, sagde hun bestemt og lukkede køleskabslågen igen. Hun så på uret. Mor kom hjem om en time, så hun havde god tid.
Hun åbnede døren ud til badeværelset og fjernede make-uppen. Idet hun åbnede skabslågen, fik hun øje på en masse piller i forskellige dåser og bøtter. Hun bed sig i læben og fandt sovepillerne frem. Hun så hurtigt op på spejlbiledet af sig selv og drejede forsigtigt dåsen med pillerne i hånden. Skulle hun? Hun følte sig fristet. Martin tænkte sikkert ikke på hende mere. Hun stirrede ind i spejlet, hvor hendes eget spejlbiled blev sløret til, og et minde dukkede op:
”Cathy!”, sagde pigen ved siden af hende chokeret. ”Hvad Sara?”, spurgte Cathy med et smil og så på sin veninde, som var stoppet op. Hun stoppede selv op og så undrende på Saras overraskede ansigts udtryk. ”Er det ik’ Martin og hende pigen fra klassen over os?!”. Cathy så op og fik ganske rigtigt øje på Martin og pigen. Pigen holdte om ham, mens hans arme bare hang slapt ned af siden.. Cathy så lamslået på dem. ”Hvorfor gør han det?”, hviskede hun grædefærdigt til sig selv. Hun så ned i jorden, imens hun prøvede at få kontrol over sine følelser. Var det Martin som havde stået der og kysset en anden pige? Holdt om hende ligesom han havde gjort med hende? Det var umuligt for hende at forstå. Sara knyttede næverne og mumlede vredt. ”Jeg skal vise ham!”. Men inden hun nåede at gøre noget, var Cathy allerede i fuldfart på vej over mod dem. Hun sænkede hovedet en smule, og idet hun gik forbi ham, kom hun ’til’ at skubbe voldsomt til ham ved at gå ind i hans skulder. ”Hey!”, udbrød han og vendte sig om, for at se hvem der havde skubbet til ham. ”Cathy!”. Han satte i løb efter hende. ”Det er ikke som du tror! Cat!”. Hun vendte sig om og langede ham en velfortjent lussing og løb derefter ud til cyklerne, hvor hun trak sin cykel frem. Hun svingede hurtigt benet over og kørte derefter i fuld fart hjemad.
Billedet af hende selv tonede frem igen. Hun sukkede lydløst og satte pillerne tilbage i skabet igen og lukkede skabslågen. Det var lang tid siden nu! Hun gik ind på sit værelse igen og skiftede til et par blå cowboyjeans og en lyserød strop T-shirt. Hun satte håret i en hestehale og gik ind i stuen, hvor hun smed sig i sofaen og tændte for tv’et. Hun zappede lidt frem og tilbage mellem de mange kanaler og fandt til sidst et program.
Hun slukkede idet døren gik op. ”Cat! Jeg er hjemme!”. Hun svarede ikke, men rejste sig blot op og gik ud i gangen til hendes mor. ”Hej skat”, sagde hendes mor med et lidt for sødt smil. Cathy sagde ikke noget. ”Haft en god dag? Tager du ik’ lige de der poser og sætter dem ind på køkkenbordet, så er du sød!”. Cathy tog fat i hanken på poserne og slæbte dem ind i køkkenet og op på bordet. Hendes mor så på hende og prøvede at skjule et bekymret blik. Cathy så bare på hende. Moren sukkede. ”Vil du slet ikke sige eller fortælle noget?”, spurgte hun. Cathy så op og mødte hendes blik. ”Hvad vil du have jeg skal fortælle?” spurgte hun med et ligegyldigt smil. ”Hvordan du har det, eller hvad du går rundt og laver?”. Cathy så lidt på sin mor som var så beskyttende, at hun ikke kunne holde det ud. ”Jaja!”. Moren sukkede og satte sig ved køkkenbordet. ”Det kan ikke blive ved Cathy”. Cathy lænede sig op af dørkarmen og så på hende med armene foldet over brystet. ”Hvad kan ikke blive ved?”, spurgte hun og studerede hendes negle kort, inden hun igen så op på moren. ”Du vil ikke snakke med mig, du holder dig for dig selv hele tiden, du har aldrig veninder med hjemme og du bliver tyndere og tyndere for hver dag der går. Hvorfor er du ikke længere den glade Cathy mere? Hvorfor spiser du aldrig, og hvorfor er du så indelukket?”. Hendes mor græd næsten. ”Fordi alting ikke er som før mere!”, hvæsede Cathy af hende. ”Hvordan kan du også forvente det? Der kommer jo mænd rendende her dag ud og dag ind. Hvorfor skal min mening være vigtig, når du alligevel skider på det hele i sidste ende og stikker af med en eller anden rig tysker! Føj!”. Hun spyttede med væmmelse i vasken og stormede derefter ud i gangen, hvor hun greb sin jakke og sine sko. Hun smækkede døren i efter sig med et hårdt smæld og trak sin cykel ud af skuret. Hun satte sig op og begyndte hidsigt at trampede derud af i pedalerne. Hun ænsede ikke at det var blevet mørkt, at det var koldt eller noget andet. Hun cyklede bare til hun ikke kunne mere. Efter noget tid standsede hun og så sig for første gang omkring. En øde legeplads lå klemt ind mellem husene. Hendes puls faldt mere og mere til ro, og hun lagde stille cyklen i græsset. Hun slyngede armene om sig og gik langsomt og forsigtigt hen over det dugvåde græs og satte sig på en gynge. Hun skrabede lidt i jorden med sin ene fod. Hvorfor var alting endt sådan? Hun vidste det ikke. Hun var en fed, selvoptaget egoist! Hun lagde hovedet på skrå og stirrede ned på sine fødder.
Cathy sad hjemme på sengen med telefonen i hånden. ”Gør det nu!”, fnisede Sara. Hendes andre veninder, som sad rundt om hende, nikkede. Hun tog en dyb indånding og tastede langsomt hans nummer. Hun skævede til de andre, opspændt, nervøs og en smule bange. Hvad skulle hun sige? Den ringe op. Hun bed sig i læben, og skævede igen til veninderne som sad musestille og ventede. ”Det er Martin”, lød stemmen i den anden ende pludselig. Hun følte sig stiv som et bræt, næsten ude afstand til at gøre noget. Hun åbnede munden for at sige noget, men ikke et ord flød over hendes læber. ”Hallo?”, spurgte han. Veninderne så forvirret på hende, og lidt efter lagde han på. Hun tog røret væk fra øret og lagde det i sit skød. ”Nå? Hvad sagde han?” spurgte Amanda utoldmodigt. ”Det er Martin”, svarede Cathy drømmende og med et kæmpe smil hængende over læberne. Sara puffede med et grin til hende. ”Cathy og Martin sidder i et træ. K-Y-S siger kys ky..”. Cathy lukkede munden på Sara ved at skubbe hende ud over sengekanten. De grinte og Cathy smed sig på maven på sengen. ”Han lød så sød! Jeg tror han sad og så tv, eller måske var hørte han stille musik?”. Cathy smilte stort, og veninderne puffede drillende til hende. ”Du skal nok få ham en dag!” Sagde Sara og lagde en arm om skulderne på hende. ”Men hvis han såre dig skal han få med mig at bestille”, hun boksede drillende ud i luften og grinte. ”Tak. Det er jeg glad for”. Cathy smilte og lagde sig godt tilrette i puderne sammen med sine veninder.
Natten var blevet mørkere, og hun sad stadig på gyngen. Hun rettede sig lidt op, da hun hørte fodtrin ude fra vejen. Skikkelsen mumlede et eller andet, og hun kunne høre på stemmen det var en dreng. Han gik ind mellem buskene. ”Pis!”, kom det fra ham idet han skvattede. Cathy lagde hovedet en smule på skrå og rejste sig op. Lidt nysgerrig, over hvem det var, gik hun ind mellem buskene. Hun kneb øjnene sammen, men kunne ikke se hvem det var i mørket. Han kom hurtigt på benene og vente sig om mod hende. Et forbløffet udtryk dukkede op i hans ansigt, og han gik usikkert et skridt frem mod hende. Hun genkendte ham nu. Det var ingen ringer end Martin. Idioten der på få sekunder havde ødelagt hendes liv. Hun så på hans fødder som var kommet nærmer hende. Hun vente om på hælen og gik med faste hurtige skridt tilbage mod gyngen i håb om, at han ikke ville følge efter hende. ”Cathy!” mumlede han og satte i efter hende. Hun satte sig på gyngen, og lod som om han ikke var der. ”Cathy!”, mumlede han igen. ”Det der skete i skolen! Det var ikke som det så ud til”. Hun så bare stift frem for sig, og han satte sig i græsset ved siden af gyngen. ”Jeg ved det lyder dumt, men grunden til jeg kyssede med Josephine, var.. Altså, hun havde selv en kæreste også, men hun var bange for at han ikke ville have hende, fordi hun ikke var god nok til at kysse”. Han så på hende. ”Hun spurgte mig, om jeg ikke ville sige min mening, og jeg svarede ja”. Cathy fnøs. ”Ja, det bemærkede jeg!”. ”Undskyld! Undskyld jeg ikke fortalte dig om det først”. Han kløede sig på sin ene skulder og lagde usikkert en hånd på hendes knæ. ”Vi har ikke snakket den sidste måned. Du undgik mig i skolen, og du ville ikke lukke op, de gange hvor jeg tog hjem til dig! Jeg havde ikke en chance for at fortælle dig det. Hvis jeg havde sendt en sms, ville du ikke have troet på et ord”. Hun snøftede hurtigt og så væk. ”Jeg kunne ikke holde ud at tale med dig”, hviskede hun næsten uhørligt. ”Alting blev et stort rod”. Han nikkede og betragtede hende med kærlige øjne. ”Du har tabt dig!” sagde han pludselig, og hun så ned. ”En smule”, mumlede hun. ”Meget!”, rettede han hende. Han rejste sig op, og trak hende op at stå. Hun så på ham med usikre øjne, og han smilte svagt. ”Kan du tilgive mig?”, spurgte han. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham. Så nikkede hun. ”Ja Martin. Det kan jeg godt”. Et stort smil spillede over hans læber, og hun gengældte smilte. Han lagde armene om hende og kyssede hende derefter.
Klokken var mange, og Cathy lå i sin seng, hjemme på værelset. Hun lod fingrene glide hen over sine læber. Hun smilede. Det var utroligt, det der var sket. Hun var mere glad, end hun nogensinde have været. Hun stolede på det, Martin havde sagt om Josephine. Han ville aldrig lyve for hende.
Hun satte sig op i sengen. Det var mørkt, så hun tændte lyset og gik ud i køknet, hvor hun åbnede køleskabslågen. Hun tog noget ost og smør ud af køleskabet og satte det fra sig på bordet. Hun lavede hurtigt en ostemad med marmelade og satte sig ved spisebordet. Hun spiste den med fryd. Det var utrolig lang tid siden, hun sidst havde spist franskbrød, ost og smør. Hun nynnede lidt, imens hun klemte den sidste bid ned. Hun tog et glas vand og skyllede ned med. Huset var roligt. Hendes mor var gået i seng, da Cathy var kommet hjem igen efter at have været sammen med Martin. Cathy tog sig til maven. Maden hun lige havde spist, vente sig nede i maven. Hun for pludselig ud på Badeværelset, hvor hun brækkede sig i toilettet. ”Pis!”. Det gik langsomt op for hende, hvad det var hun i grunden havde gang i. Tårne klemte sig frem i øjnelågen. Hun snøftede højlydt og stormede ud i køknet og vider ind på hendes værelse. Hun kom i forbifarten til at skubbe til en grim lille vase, som knustes idet den landede på gulvet. Hun smækkede døren hårdt i, og smed sig grædende på sin seng. ”Fuck!”. Hun slog med en knytnæve ned i sin hovedpude. Det hele var lige blevet fint, og så blev det alligevel ødelagt. Hun trak dynen over sig og hulkede. Døren gik lidt efter op, og hendes mor trådte med et forundret blik ind på værelset. ”Moar!”, hulkede hun vider og kastede et fortvivlet blik op på moren. Hendes mor lagde sig ned ved siden af hende og lagde armene om Cathy. ”Det vil ikke blive nede i maven”, græd hun. Moren strøg blidt Cathy over kinden og smilte beroligende til hende. ”Shy”, tyssede hun på hende. ”Det hele ordner sig! Det lover jeg dig!”. Cathy lukkede øjnene og faldt langsomt til ro, imens hendes mor stille og taktfast aede hende over håret og nynnede en lille bitte melodi.
ok, novelle
Jeg fulgte med stor spænding hele beretningen. Novellen virker meget samtidsrelevant og lidt skræmmende på en måde.
Kommer der snart flere noveller??
“Peter”
Ind imellem havde min morfar sine egne små problemer. Ofte sad han og gloede ind i væggen, alt imens han behandlede den som en yderst interessant talekammerat – en fortrolig ven. Andre gange sad han med ryggen op ad væggen og gloede ud af vinduet. Ellers lå han med ryggen på gulvet og gloede op i loftet. På sin dødsdag lå han med maven i gulvet og gloede ned – i gulvet. Der var ret meget blod. Da min far endelig havde taget sig sammen til at se ind til ham, var der sikkert gået adskillige timer siden hans selvmordsakt, så det meste af det var allerede størknet. Hen over det størknede lå et lidt friskere, halvklistret lag – jeg kan kun sige, at det næppe var et kønt syn. ”Morfar er død,” sagde han til mig. Jeg nikkede. Jeg var jo ikke dum. Min far kunne ikke finde ud af, om han skulle ringe efter en eller anden, eller om han selv skulle rydde lidt op. Det endte med, at han sukkede opgivende og ventede på, at min mor kom hjem. I mellemtiden faldt han i søvn i sofaen. Selv slæbte jeg en skammel ind på morfars værelse. Jeg satte mig på den og kiggede lidt på ham. Mon far ville reagere anderledes, hvis det var farmor, der lå med en kniv gennem maven og halvopsprættede håndled? Eller farfar? Uafhængig af alle disse tanker kunne jeg se, at morfar tydeligvis ikke havde anet noget om, hvordan han skulle slå sig selv ihjel. De fleste selvmordsforsøg er ikke til for at lykkes. Det er meningen, at selvmordsofrene skal overleve selvmordsforsøget og adskillige følgende. Det er svært at forklare hvorfor. Livet er egentlig bare noget rod.
Noveller
Mor kom hjem omkring middagstid. Da hun mærkede, at der ikke lugtede af påbrændt mad, vidste hun sikkert, der var noget galt. Hun vidste nok bare ikke hvad, der var galt. Så kom hun slæbende ind i stuen iført arbejdstøj (høje hæle, kort nederdel, skjorte) og det hele, og min far mumlede noget om, at hendes far var død. Hun var stille, hun skreg, hun græd – og så var hun stille igen. Imens sad jeg på skamlen og var begyndt at synes, at morfars lig lugtede af svinelever.
Mor klukkede. Far tog sine bilnøgler og gik ud for at køre en tur i den nye bil. Mor klukkede igen, og jeg besluttede mig for at overnatte hos Hak. Jeg gemte de fleste køkkenknive og barberblade og gik ud af døren. Hak var på daværende tidspunkt tolv år og så tæt på at være usynlig, som han nu kunne blive. Med alderen blev han tydeligere, men på min morfars dødsdag var Hak godt usynlig – han var fed og lasket og snotforkælet, han havde en irriterende snaksalig personlighed og havde lært DOOM-labyrinterne udenad – han var usynlig. Jeg tog hjem til ham og nød hans usynlighed. Med korte mellemrum nikkede jeg til hans talestrøm, og Hak blev glad nok til, at det kunne smitte af på mig. ”Jeg har fået et nyt spil,” sagde han. ”Jeg er kommet halvvejs. Jeg tror, jeg kan opgradere min mage til at blive en korsridder, men jeg er ikke sikker, fordi hele lortet står på russisk, og jeg kan jo ligesom ikke russisk. Hvad tænker de spilproducenter også på, det er jo dårlig service, det her.” Og jeg nikkede, og usynlige Hack blev glad. Omkring klokken et om natten fandt jeg ud af, at jeg alligevel ikke ville overnatte der. Jeg løb over vejen og skød genvej mellem et par buske og en ukendt persons (Hr Crosse, en gammel franskmand) have. Det var lige pludselig meget vigtigere at komme hjem. Senere i livet ville jeg lære, hvilken stor rolle den sjette sans spiller i vores liv – den minder os om at forhindre de ting, der allerede er sket. Mor lå på morfars værelse. Hun lå egentlig ikke rigtigt, hun var mere lidt over det hele. Hendes kropsdele lå på morfars værelse, og jeg kunne tydeligt se, at hun heller ikke var særlig god til selvmord. Livet er virkelig bare noget lort.
Klokken ringede ind til første time, men Frida var ligeglad. Eleverne i skolegården satte farten op, og snart var der kun Frida tilbage, som gik i sin egen lille verden, i sit eget langsomme tempo. Bag hende hørtes hastige skridt, og en dreng fra 6. klasse skubbede hende væk, for at komme ind i et varmt klasselokale så hurtigt som muligt.
Det var vinter, en kold én af slagsen. Frida stoppede op og studerede skyernes formationer på den isblå himmel. Hendes ånde blev til små skyer i den kolde luft, og pludselig gik det op for hende, hvor meget hun egentlig frøs. Hun trak halstørklædet længere op, hankede op i skoletasken, og begav sig så indenfor til endnu en kedelig dag.
”Du kommer for sent,” var lærerens tørre kommentar, da Frida satte sig på sin plads bagerst i klassen og fandt sine bøger frem.
Hun svarede ikke, kiggede bare ned i bordet og satte sig så til at lave matematikopgaverne. Det var nemt, og hun var færdig lang tid før de andre, selvom hun begyndte et kvarter senere. Hun var sikker på, at hun havde alle rigtige, alligevel tjekkede hun opgaverne i gennem, inden hun afleverede dem til Torben, deres matematiklærer igennem de sidste syv år. Frida kunne se, at hans øjne arbejdede sig kritisk ned over papiret igennem de tykke brilleglas, hvorefter han til sidst satte sig tilbage i stolen og gned sig i sine små, tykke hænder.
”Udmærket. Hvad kan vi så finde på til dig, Frida?” Frida kunne ikke fordrage den måde, han altid trak i’et i hendes navn ud, på. Friiiida. Som om hun ikke selv vidste, hvordan hendes navn skulle udtales.
Mathias havde henvendt sig til Torben nu, så han slap hendes opgaveark og glemte straks, at hun stadig ventede på ham. Fint nok, så kunne hun da selv finde på noget at lave.
Hun listede ned på sin plads og gav sig til at betragte den smukke fugl, der sad på et nøgent træ udenfor vinduet. Dens fjer bevægede sig let i den kolde blæst, og den skuttede sig. Tænk, at være en fugl. Let som ingenting. Fri. Fuglen fik øje på Fridas undersøgende blik, og lettede så hurtigt. Den fløj op, højt, højt op i luften. Hun fulgte den med øjnene, men måtte give op, da den forsvandt bag de høje træer ud til vejen.
Noveller
Mens Frida spiste sin madpakke og drak sin appelsinjuice i den sædvanlige toiletbås, overhørte hun to pigers højrøstede samtale om de forfærdelige forhold nede i Afrika. Frida holdt op med at tygge sin mad, for at de ikke skulle afsløre hendes tilstedeværelse på toilettet. Pigerne havde åbenbart haft projekt om fattigdom, og de havde fået en høj karakter for deres rapport om de sultende børn i Afrika. Frida fordybede sig i deres diskussion om børnene, der ikke fik noget mad, og det gav et helt sæt i hende, da klokken ringede til næste time. Hun kiggede ned på sit skød, hvor der stadig lå to stykker rugbrød med leverpostej og spegepølse. Hun havde pludselig ikke lyst, og desuden skulle hun jo også til time. Hun pakkede papiret sammen om maden, og lagde så den halvspiste madpakke ned i tasken igen, hvorefter hun børstede rugbrødskrummerne af de forvaskede cowboybukser, og så begav hun sig ud på fareområdet. Når hun lukkede døren til toiletbåsen bag sig, var hun ikke længere i sikkerhed. Hun kunne ikke længere gemme sig.
Moderen kaldte på Frida inde fra stuen, da hun trådte ind ad hoveddøren og tørrede snesjappet af de beskidte gummisko. Hun vred den tykke vindjakke af sin lille, spinkle krop og adlød så moderens kalden fra den lyse stue.
”Hej mor. Jeg vil gå ovenpå og lave lektier,” sagde Frida, og drejede så om på hælen, for at begive sig op ad de slidte trappetrin og ind på det store, blå værelse. Ind i sikkerheden.
”Skat, skal du ikke mødes med nogen veninder? Jeg kan altså ikke lide, at du altid går alene for dig selv,” sagde hun med sin blide, pædagogiske stemme.
Frida trak på skuldrene og forklarede så, at hun skulle skrive en fysikrapport, og at den var meget vigtig.
”Men så tag i det mindste lidt at spise, skat.”
Køkkenet var stort, landligt og hyggeligt. Solen var begyndt at skinne lidt mere hen ad eftermiddagen, og man kunne se strålerne titte igennem de gammeldags ruder, som fik solen til at danse på det varme klinkegulv. Køleskabet bugnede af en masse forskellige madvarer, lige fra sund til fed mad. Frida tog to stykker toastbrød fra brødposen, og smurte dem med faste, hurtige tag. Hun lagde ost og skinke imellem, og placerede brødet i toastmaskinen. Mens hun ventede på, at den blev lavet færdig, hældte hun en kop kakao op og tog en enkelt småkage. Mums, mor havde bagt de lækre med chokolade- og mandelstykker igen. Det var hendes yndlingssmåkager. Duften af den smeltede ost spredte sig i køkkenet, og med ét kom Frida til at tænke på de stakkels, fattige, sultne børn i Afrika. Hun slukkede hurtigt for toastmaskinen, for derefter at smide brødet i skraldeposen og hælde kakaoen ud i vasken. Imens hun skrabede lidt smeltet ost af maskinen, begyndte hendes mave at rumle. Hun var også selv sulten, men det kunne umuligt være ligeså slemt som børnene fra Afrika havde det! Hun ignorerede mavens klagen og gik med hurtige skridt ovenpå, for at begynde på fysikrapporten.
Mads havde fødselsdag, så han havde købt flødeboller til klassen, som han skulle dele ud i klassens time næste dag. De sang fødselsdagssang og råbte hurra, og han fik lov at vælge, om de skulle lege. Det var som om, de stadig gik i første klasse altså. Efter de havde leget ’Byen Sover’ i en halv time, gik Mads rundt med flødebollepakken. Som den nærmede sig Fridas plads, begyndte hun at kunne dufte den søde duft af guffet og chokoladen. Hun funderede længe over, om hun skulle vælge med eller uden kokos, og da det blev hendes tur, tog hun én med kokos, som hun hurtigt gnaskede i stykker. Mens hun lod chokoladen smelte på tungen, fortrød hun, at hun havde taget en flødebolle. De afrikanske børn havde helt sikkert aldrig fået valget mellem med eller uden kokos! Hun kunne ikke være bekendt at æde sådan nogle ting, når der var folk, der havde mere brug for mad, end hun havde! Hun havde ikke fortjent det. Havde hun måske gjort dagens gode gerning? Nej. Da Frida sank den sidste bid af flødebollen, kunne hun mærke, hvordan maven arbejdede med fedtet nede i maven. Det ville helt sikkert sætte sig som en fedtklump lige på lårene eller måske på halsen. Ad.
Da hun var cyklet hjem fra skole, drak hun et glas saftevand, gik ovenpå og fandt de bøger, hun havde lånt sidste uge om den globale opvarmning. Hun havde brugt dem til et projekt, og nu skulle de afleveres tilbage. Hun foldede æseløret, som hun havde lavet i én af bøgerne, ud, puttede den i tasken og kastede et blik på de to andre bøger, der skulle afleveres. Noget indeni hende sagde, at hun skulle efterlade dem på skrivebordet. Så kunne hun nemlig køre frem og tilbage hele tre gange. Smart.
Mens hun mærkede pulsen stige i takt med, at hun trampede hurtigere og hurtigere i pedalerne, følte hun sig så uendeligt vindende. Hun følte, at hun kunne styre og kontrollere alle ting i verdenen.
Hvorfor jeg gjorde det?
Jeg ville passe bedre ind i mængden.
61,2 kg. De mørke tal talte sit tydelige sprog den morgen, hvor foråret endelig var ved at blive skudt i gang. Frida blev for et kort øjeblik blændet af strålerne fra forårssolen, som brød igennem skråvinduets glas, og i starten kunne hun ikke engang se, hvad vægten viste, fordi lyset var så kraftigt denne søndag i marts. Hendes øjne vænnede sig efterhånden til den fornyede sommersolskinskraft, som havde fået hendes mor til at bryde i sang, og hendes lillebror til at vågne usædvanligt tidligt. Det var, som om tallet på vægten blev tydeligere og tydeligere, for til sidst nærmest at eksplodere i Fridas øjne. Uden hun kunne gøre for det, brød hun i tårer med ét, da vægten slukkede af sig selv, fordi hun havde stået stille så længe og bare stirret. Det kom som et chok. Et virkelig stort ét af slagsen. Sidste vejning havde været ved sundhedsplejersken i 7.klasse sidste år. Hun kunne ikke huske det præcise tal, men det havde da været omkring 50 kg.? Det burde ikke være lovligt at tage så meget på, så hurtigt. De afrikanske børn er alt for undervægtige. De tager sgu nok ikke 11 kg. på på et sølle år?
Moderen kaldte til morgenmad ude fra køkkenet, for om søndagen var fast hyggedag for familien, og hun havde sikkert lavet det helt store morgenbord med rundstykker, varm kakao, brunsviger, te, marmelade, diverse oste – præcis som hun plejede at lave det. I samme sekund som moderens bløde stemme kaldte, mærkede Frida en ekstrem sultfølelse. Det var, som om maven krampede, og for at holde smerten ud, krøb hun sammen til en lille kugle, akkurat som en bænkebider ville gøre det. Det var efterhånden noget tid siden, hun sidst havde fået et ordentligt måltid. De sidste to uger havde mest bestået af vand og frugt.
Hun frotterede sit hår en ekstra gang, så det ikke dryppede så slemt, trak i de forvaskede cowboybukser og den slaskede trøje, hun havde fået af farmor for et par år siden, for så at bevæge sig ud i køkkenet med tunge, langsomme skridt.
”Mor, jeg er altså ikke så…” begyndte Frida, men stoppede så midt i sætningen, da hun så moderens irriterede blik.
”Sæt dig nu bare og tag et enkelt rundstykke.”
Frida tøvede, men gjorde, som hun blev bedt om. Hun delte det i to halve med brødkniven, og smurte den ene med hindbærmarmelade, hvorefter hun omhyggeligt skrabede det overflødige af, som satte sig i klumper. Det var lige med fedme, hvis hun spiste det.
Hun levede sig ind i rytmen, der blev skabt af hendes fødder, som smækkede ned i jorden. Højre, venstre, højre, venstre. Rytmen fik hjertet til at dunke, blodet til at pumpe, fedtet til at forsvinde. Da hun bevægede sig fra asfalten og ind på den ujævne sti, skiftede lyden af fødderne. Skoene sad ikke rigtig godt. De gnavede lidt i hælen, men det var ikke grund nok til at stoppe. Hun måtte spare sammen til nogle nye. Lige nu handlede det bare om rytmen. Højre, venstre… Hun satte farten en anelse op, og i takt med at fødderne klaprede hurtigere mod jorden, blev hendes åndedræt også vildere. Bare lidt længere. Hun kunne næsten ikke mere, men hvis hun stoppede nu, ville det hele blive ødelagt. Med ét var Frida ved at snuble, da en gren på mystisk vis havde viklet sig ind imellem hendes ben. Hun genvandt balancen, men bandede alligevel. Ikke af den dumme gren, men af sig selv. Hun havde lige ødelagt det. Hun besluttede sig for at løbe tilbage ad samme vej, og så vende om længere henne, så hun lige kunne få en kilometer længere.
Hun kunne svagt skimte det tilmossede hustag for enden af den lange vej, og hun satte farten op de sidste par hundrede meter, så forbrændingen lige fik et ekstra spark.
Hvorfor jeg fortsatte?
Rytmen sad fast i benene, boede i benene, bestemte over benene.
Frida vippede med blyanten, mens hun tænkte over matematikken. Hun kunne ikke koncentrere sig om det skide regnestykke; maden, kalorierne, motionen fyldte hendes tanker. Sulten. Den forbandede sult. Skyldfølelsen.
Uden hun ville, gav hun slip på blyanten, lod den falde med en dump lyd ned på matematikbogen, skubbede stolen ud, lod den ligge, da den væltede, bevægede sig med faste, men alligevel usikre skridt hen ad gangen, ned ad trappen, og ind i køkkenet, hvor Frida stoppede foran køleskabet. Alt indeni hende råbte nej, men hun lyttede ikke til stemmen – stemmen, der sagde, at hun blev fed, at kalorierne var i køleskabet, at det var forbudt område. Hun tog fat i håndtaget, og følte sig underligt, men godt til mode, da lyset i køleskabet blinkede en gang, og derefter lyste op for hende.
Hun tog grådigt for sig. Alt. Alt, hvad der var. Spiste. Åd. Det gjorde ondt i maven, men hun fortsatte alligevel. Blev ved. Spise, spise, æde, æde. Hun stoppede ikke, før køleskabet var tomt.
Hvorfor jeg gjorde det?
Jeg havde et hul i maven.
Hullet i maven blev ikke mindre af maden, tværtimod. Maven føltes bare ulækker, tyk, frastødende. Hvorfor kunne hun ikke styre sig selv? Hun fik med ét dårlig samvittighed.
Da hun så sig selv i badeværelsesspejlet, blev hun fyldt med væmmelse. Fedt, fedt overalt. Dette var virkelig ikke i orden.
Der lå en saks på bordet – hvorfor den lå der, vidste Frida ikke. Det gjorde den bare. Uden at vide hvorfor, tog Frida den, kørte den over håndryggen. En lille ridse viste sig. Frem og tilbage, saksen ridsede huden i stykker, små bloddråber formedes og bristede, så blodet løb.
Maden. Maden må op, væk, ud. Det føltes underligt at stikke fingrene i halsen, men alligevel vidste Frida, at det var det eneste rigtige. Der skete ikke en skid, andet end at der var spyt over det hele, utroligt meget af slagsen. Hun vaskede hænderne, pillede den skorpe, som havde dannet sig på håndryggen, af, og så blodet pible ud af ridserne. Det var på en eller anden underlig måde smukt. Men med ét gik det op for Frida, hvor tykke hendes fingre var. Små pølser. De kunne ikke finde ud af andet end at skovle ind. Mad, mad, mad. Kalorier, kalorier, kalorier. Føj! Alt det fedt. Det er jo overalt.
En duft bredte sig ind igennem vinduet. Naboen grillede sikkert. Frida skyndte sig at lukke vinduet omhyggeligt til, så kalorierne ikke kunne slippe ind til hendes i forvejen fede krop.
Hun bukkede sig igen over toiletkummen, og denne gang lykkedes det – hun kastede op. Maden kom op i ulækre klumper. Gentagelse, gentagelse.
Hvorfor jeg gjorde det?
Jeg så ingen anden udvej.
Vinden puster til græsstråene, de vejer fra side til side. Et tyndt, vissent strå knækker over.
En verden, forvirret og farvet som den er.
Jeg var altid den første, som hun sagde farvel til. Den første hun krammede, og kiggede dybt i øjnene. Den første som fik de pink’e ærmer, lagt blidt rundt om kroppen. ”Vi ses” sagde hun altid, og hendes øjne fjernede sig aldrig fra mine, før hun havde sagt det. Så gik turen videre til de andre, men ingen fik samme varme, og tid, som jeg fik. Sådan var det hver dag, efter skole.
Jeg var kun lige begyndt på min lektier, da jeg så hende igennem mine blå persienner. Igen. Den pink’e trøje cyklede stille og roligt forbi, oppe på fortovet. Solen skinnede på hendes ansigt, og jeg kunne igen mærke varmen stige i mig. Så fik jeg et chok, og farede sammen, da en pludselig banken på døren, skar gennem luften. Min mors kedelige, grå sweater kiggede ind igennem døren. ”Dine venner er lige kommet, skat” sagde hun, og smilede et kedeligt smil. ”Bare send dem op, mor” svarede jeg, og hun lukkede stille døren. Jeg kunne høre hendes trin ned af trappen, og lyden fra venner, der snakkede gik modsatte vej. Jeg kiggede ud igennem de blå persienner igen. Den pink’e sweater var væk, men jeg vidste hun havde kigget efter mig. Det gør hun altid. Jeg kiggede mig i spejlet, og kiggede ind i mine egne, store, grønne øjne. Ingen trøjer er grønne, kun øjne. Min dør åbnede, endnu en gang, og mine venner gik ind, og smed sig på min seng. ”Er du med på at rulle en tur?” grinede en af mine veninder, mens hendes sorte, ærme pegede over på mine rulleskøjter. ”Gerne” svarede jeg. Vi gik ud, og jeg lagde rulleskøjterne ned i den flettede kurv på min cykel, og så cyklede jeg af sted. Stedet hvor vi plejer at rulle ligger faktisk lige nede om hjørnet, men vi skal måske videre indtil byen. Faktisk var stedet lige udenfor den pinke’e sweater.
Igen, det lange kram, som ingen andre fik, og varmen der steg op i mig, når hendes bryster blev klemt ind imod min krop. Igen, det faste blik, et nærmest søgende og nervøst blik. Så slap hun, og turen gik videre som altid. Og igen var jeg den eneste, der fik den varme, og tid.
Det var for meget, og alt for vildt. Jeg kunne da ikke have følelser for en pige? Min make-up løb ned over kinderne, og mit spejlbillede græd. De store, grønne var nu helt røde, og opsvulmede. Jeg drømt om den pink’e sweater hele natten, og det var ikke ligefrem en ordentlig drøm. En drøm er nu bare en drøm, men problemet var varmen i maven, da jeg vågnede, og smilet på mine læber. Som et klik, slog min hjerne tilbage, og den mørkerøde bh i spejlet, græd over de forkerte tanker, og de pinlige sandheder. Det var fredag, og min far ville snart komme og hente mig i hans grå bil, og hans sorte jakkesæt. Fint presset, og uden folder. Hun havde lært og være fint presset, og uden folder. Spejlbilledet græd endnu mere.
Tårende stoppede, og forvandlede sig til den uudholdelige følelse i næsen, så man på ingen måde kan trække vejret, og nyde luften strømme gennem ens lunger. Så selvom at tårerne var væk, hulkede jeg stadig, og kæmpede for at styre min ellers så flotte stemme. Jeg kæmpede med eye-liner og mascara, for at redde mine grønne øjne, og jeg trak en brun trøje, ned over min krop. Jeg redte mit lange, røde hår. Så ringede det på døren.
”Sikkert min far” tænkte jeg, og tørrede mig under øjnene en sidste gang. Så gik jeg ned af trappen, og mine fodtrin var lige og perfekte. Ingen sure tæer. Da dørhåndtaget gled ned, og døren åbnede så jeg den smukkeste pink’e sweater, jeg nogensinde havde set.
Ord var ikke nødvendige og tid, skænkede jeg ikke en tanke. Mine læber rørte bare hendes, og alt var lige meget. Den pink’e sweater gled af helt af sig selv, og mine hænder rørte hendes bløde bryster. Alt var rigtigt, og intet var forkert, der halv-nøgne i gangen. Endelig følte jeg ingen skam, over min kærlighed til hende, for det var det det var. Jeg hviskede hende i øret, at jeg tit havde set hende udenfor. Det lød som noget fra en dårlig film, og vi grinte begge. Ikke den skræmte latter, heller ikke den pinlige. Ikke den falske, eller den ligegyldige. Vi grinte den latter, som man griner halv-nøgne i en gang. Den helt rigtige latter.
Ligesom vi var på vej op, stod pludselig min far i døren, og vi farede sammen. På et halvt sekund fik jeg både kvalme, og ondt i hovedet og mine øjne stod i vand. Hun kiggede mig dybt i øjnene, som om hun grinte, men jeg gjorde alt andet. Jeg hviskede i forvirring, at hun hellere måtte gå hjem, at jeg intet ville med hende, og at det hele var en fejl. Men der var hun allerede på vej udenom min lamslåede far, og ud gennem døren, ud i den grå verden. Væk fra mig, væk fra kærligheden, og væk fra den helt rigtige latter. Jeg mærkede den pink’e sweater, stadig var i min hånd. Jeg kiggede på min fars grå, velpressede ærmer. Fint presset og uden folder. Jeg var krøllet, ødelagt, og med 1000 folder. Jeg løb op af trappen, op i min seng, smækkede døren. Jeg nåede lige og høre nogle forvirrede fodtrin, på vej op af trappen. Jeg kiggede ud af vinduet, og nåede kun lige og se en halv-nøgen krop løbede grædende bort. De blå persienner var i vejen for hendes øjne, men jeg vidste hvad de viste.
Jeg væltede om på sengen, halv-nøgen, sårbar og med en pink sweater knuget tæt imod mit bryst.
Vejen hjem
Den er lang, kort ville nogle sige
Nogen der siger noget om mit tøj, mit hår
Og min mening som bare er endnu en
Jeg er en, de andre er alle sammen, men jeg er med
Jeg er imod.
Jeg er forvirret, træt og glad.. og vejen hjem,
Den bliver mindre og mindre, for hver en tanke, som forsvinder
med hvert skridt jeg tager. For hver gang jeg går, så går de heldigvis med.
Hvorhen? Det ved jeg ikke, men vil gerne vide det. Jeg ønsker ikke at
vide alt, intet eller bare lidt? Men jeg vil bare så gerne vide hvor jeg skal hen.